26 august, 2009

Møg-vejr...

Ak ja... her sidder man så og stirrer længselsfuldt ud af vinduerne... ville gerne både cykle og løbe, men når det står ned i lårfede stråler, tror jeg liiiige at jeg bliver inde. Ja ja, der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning.... Men til det kan jeg kun sige - "Jeg er magelig!" ;) Så nu venter jeg bare på at DMI holder hvad de lover - opklaring i løbet af eftermiddagen... fat chance.... Something's rotten in the state of Denmark - THE WEATHER!!!! Grrrr... Men ellers går det fint :D

Træning træning træning - og træning...

Ja, som overskriften siger, så er der fuld gang i træningen til årets tri-event. Det bliver til ca 3 timer om dagen fordelt på alle 3 discipliner. ... ... ... Nej vent... det var ikke mig.... ;) Jeg havde regnet lidt med at finde tid til lidt mere træning her mens jeg har barsel, men jeg blev klogere :) (Ja, det kan godt lade sig gøre...) Men det er da blevet til lidt - i sidste uge var jeg afsted med cykelklubben for første gang siden vi fik Astrid - og lad mig med det samme sige at det var en lang omgang stoltheds-slugning... "At have dårlige ben" fik lige pludselig en helt ny betydning. B-holdet, som jeg plejer at trække en stor del af turene, satte mig totalt, og kun ved et rent lykketræf fik jeg hevet et snit på 30 hjem. Fy føj, der var pludselig lang vej til den form jeg regner med at have om 2,5 uge... Nuvel, man skal ikke male fanden på væggen før bjørnen er skudt - agtigt... Så nu vil jeg klø på med krum hals. Har netop været ude at løbe 5 km på 26:38, og hvis jeg kan skære mindst 2 minutter af den tid i løbet af 2 uger - hvilket jeg er overbevist om er realistisk - så er jeg godt stillet til tr. Løb har trods alt altid været min akilleshæl. Så nu skal jeg bare holde fast og tage mig selv i nakken - og måske få Helle til at sparke mig afsted, så formen kan få et lille nøk opad inden tri d. 13. september. May the force be with me!! (yeah right...)

07 august, 2009

Ny stump!!!

SÅ SKETE DET!!! Efter længere tids ro på cykelstumpe-fronten fik jeg i går en ny stump til Fort'en. En Bontrager Speed Bottle! En lille aerodynamisk sag, der normalt koster en bondegård - de to ting hænger desværre alt for tit sammen. men med de rette forbindelser kan man nu godt få de lækre ting til mindre penge - tak til Jens for en god handel - flasken har allerede vist sit værd på Cannondale'n, men bliver nu flyttet til dens permanente hjem på Fort'en.

Vorgod-Barde Cykelløb

Ja, så har jeg været ude at køre mit første cykelløb i omkring 6-7 år: Vorgod-Barde cykelløbet, der er en del af Vorgod-Barde Sportsuge, der også bød på Vorgod-Barde Løbet, hvor jeg havde sat min svigerfar stævne på den korte distance på 4,1km. Jeg endte med tiden 00:19:42, så det er jeg meget tilfreds med :) Men tilbage til det, det handler om - Cykelløbet. Det løb af stablen i går aftes 18.30, og var nær endt i aflysning fra min side, pga et hav af faktorer, såsom længere arbejdstid end forventet, en bus der ikke kørte, der resulterede i let stress og glemte cykelsko m.v. Men jeg nåede det hele, og blev meldt til løbet ca. 30 sekunder før start ;-) 152 cykelryttere, fordelt på "hyggeturen" og "Tempoturen" stod klar ved Vorgod Skole, og blev sendt afsted med Master de første ca. 10 km, hvorefter løbet blev givet frit. Turen var på 59km, altså en ganske overkommelig lige tur - medmindre man - som mig - ikke har siddet på en cykel den sidste måned........ Men jeg havde sat mig det mål, at jeg ville rundt med 30 i snit, så jeg vidste jeg havde en chance for at nå mit mål. Der blev lagt rigtig hårdt ud, og allerede efter 3-4 km var feltet delt i tre. De forreste kørte 45-50 km/t, så jeg faldt tilbage til gruppe 2, der lå med med anstændige 35-40 km/t. Vi var godt 12-13 ryttere i gruppen, så det gik let. Som løbet skred frem og gruppen hentede flere smågrupper, der var faldet fra førergruppen, endte vi på omkring 25-30 ryttere. Jeg holdt mig bagest i feltet, da der var mange pludselige temposkift og flere gange var vi ved at smadre sammen. Men ellers kørte vi fint, og øgede langsomt farten til 40+ km/t. Et par gange undervejs måtte jeg dog indkassere straffen for at lægge for hårdt ud, og bruge en masse energi på at lukke huller op til gruppen. Vinden var en væsentlig faktor, især da ruten var meget åben mange steder, og med en del små hidsige stigninger, måtte jeg med ca 10 km igen, se mig sat sammen med 2-3 andre. Vi prøvede så at køre resten af turen sammen, men det viste sig at jeg trods alt havde lidt mere tilbage i de løbe-ømme ben end de andre, så med 5 km igen sagde jeg farvel til dem og trak afsted over de sidste (på det tidspunkt GRUMME) stigninger og kunne så endelig trille over stregen i tiden 1:44:15 med et snit på 34 km/t. Jeg var MEGET tilfreds ;-) Selve løbet var utrolig veltilrettelagt, selvom det kom noget bag på arrangøren at der stillede så mange til start. Hjemmeværnet var ude og dirigere trafik på de største veje, og ude på de små veje var der løbsofficials ved alle kryds og sving, der tydeligt viste vej og standsede trafikken. Alle skarpe sving var fejet fri for sten og grus, og der var tydeligt skiltet af med pile osv. Alt i alt et supergodt lille cykelløb, som jeg kun kan anbefale!! Jeg havde i hvert fald en rigtig god oplevelse ud af det, selvom jeg var rigtig træt af at skulle op klokken 4 næste morgen for at tage på arbejde... Når det løb nu er overstået, bliver næste projekt at få sat lidt system i løbe- og cykeltræningen over den næste måneds tid, så jeg kan være klar til Videbæk Triathlon.

02 august, 2009

Årets tri-event

Det har været et par stille år rent løbs-mæssigt for mig, men jeg satser lidt på at der kommer lidt mere gang i det hele i næste sæson, nu hvor jeg også endelig får trænet (lidt) mere end tidligere. Ligesom sidste år er der i denne sæson kun eet enkelt tri-stævne i sigte. Sidste år sluttede sæsonen på fornem vis med Skjern Triathlon, som viste sig at blive en succes udover alle forventninger - Trods stævnets beskedne størrelse, var det nok mit bedste triathlon, i hvert fald set i forhold til min præstation. Skjern Tri bliver desværre ikke afholdt i år, til gengæld har et par deltagere derfra valgt at prøve at starte et Triathlon i Videbæk som erstatning. Så d. 13. september går det løs i Videbæk Idræts- og Fritidscenter - 400m/18km/4,2km. Og med al den cykeltræning jeg har fået henover foråret og forsommeren, så burde jeg kunne få en god tid igen :) Men inden vi når så langt bliver der lige plads til et enkelt cykelløb - på torsdag, 59km til Vorgod - Barde Festuge.

Cykel nr.2

Her er min landevejsracer, som kører lidt mere end Fort'en...
Cannondale CAAD9
Stel: Cannondale CAAD9 '07
Gaffel: Cannondale Premium Carbon
Gruppe: Komplet Shimano 105 10sp m. Compact kranksæt (fanden tage det compact-l..t)
Dæk: Panaracer
Fælge: Shimano Pedaler: Shimano 105 Kæde: Shimano Ultegra Styr: Cannondale Fire
Frempind: Cannondale Fire
Saddel: Selle Italia XR
Saddelpind: Bontrager Carbon Flaskeholder: Matsortlakeret BBB carbon
Denne cykel er indkøbt alene for at jeg kunne komme til at træne med den lokale cykelklub - Videbæk Cykelmotion. Det har også haft den ønske de effekt. Der bliver cyklet en del mere nu, end før. Så jeg er spændt på resultatet heraf til efterårets triathlon.

01 august, 2009

Lidt teknisk (cykelnørd-isk) info

Jeg vil fortælle lidt om maskineriet, der fragter mig rundt i Videbæks opland fra tid til anden.
Jeg har 2 af slagsen - faktisk 3, men den sidste snakker vi ikke rigtig om for tiden... - både en 'almindelig' racer og en triathlon/enkeltstart-racer, som jeg vil starte med:
Fort TT Aero
Stel: Fort Aero TT (Alustel)
Forgaffel: Profile Design BDC
Bremser: Shimano Tiagra
Bremsegreb: Oval A700 alu
Dæk: For: Schwalbe
Bag: Conti
Fælge: Spinergy Rev-X og HED3
FD: Shimano 105, sort
RD: Shimano Ultegra
Skiftegreb: Shimano DA
Kranksæt: FSA 56t, sort Shimano 105 44t på sortlakerede shimano-arme.
Krankboks: DA
Pedaler: Shimano 105
Kæde: Shimano Ultegra
Kassette: Shimano (12/23)
Styr: Profile Design T2 Wing Base bar med Profile Design T2+ aerobar.
Frempind: Profile Design Hammer OS
Saddel: Selle Italia Flite TT
Saddelpind: BP Stealth Carbon Pro
Flaskeholder: Bontrager Speed Bottle, samt Profile Design aero drink rack (ikke på billederne)
Denne cykel har været et projekt siden 2005. Et bevis på at man kan bygge en fornuftig enkeltstarter til relativt fornuftige penge ;)
Den har indtil i år været min eneste racer, og derfor har alle træningsture også været kørt på den.
Nu har jeg imidlertid fået købt en almindelig landevejsracer, så jeg kan træne med den lokale cykelklub også. Den vender jeg tilbage til.

Så er jeg her igen

Ja, det blev en lidt turbolent start på bloggen, der gjorde at jeg har været væk faktisk siden jeg startede den... Men jeg gik jo hen og blev far :) Astrid kom til verden en mandag eftermiddag og vendte det hele rundt - selvom hun i den grad var ventet :) Men nu har jeg samlet mig lidt igen, og vil - igen - prøve at få lidt gang i bloggen. Der følger ganske snart lidt info om vognparken.