14 juli, 2009

Lidt om mig

Nuvel, jeg må jo hellere få sparket lidt gang i den her blog. Lad mig lægge ud med at fortælle lidt om mig: Som skrevet står er navnet Henrik, jeg er 28 år - endnu - og har cyklet siden 1997. De første "mange" år koncentrerede jeg mig om landevejscykling udelukkende og deltog i flere motionscykelløb - Kongeåløbet, Rands Fjord Rundt, Alssundløbet m.v. Interessen for triathlon kom, da min fætter - en cykelgal gut fra tyskland - spurgte om jeg ville med til hvad der siden er blevet verdens 2. største triathlon for amatører; Holsten City Man (nu Hamburg City Man) i 2002. Vi deltog på den korte distance (500msvømning, 25 km cykling og 5 km løb). Det viste sig at være starten på en lang nedadgående kurve på kontoudtoget, da jeg pludselig bare var NØDT til at investere i en ny cykel, for man kan dælme ikke køre triathlon på en almindelig landevejsracer!!! (...) Dog skal det siges at jeg ikke gik ud og købte en komplet triathloncykel, men gradvist byggede en af forskellige nye of brugte dele. Det projekt har indtil videre varet i 4,5 år - gu' ve' hvornår det slutter...??? Og jeg tør da slet ikke tænke på hvad det er løbet op i sådan rent kroner og ører mæssigt. De nærmere specifikationer på cyklerne vender jeg tilbage til når der foreligger billeddokumentation. Jeg har siden min triathlon ilddøb i Hamburg foran 200.000 tilskuere dengang i 2002, deltaget i efterhånden ikke så få af slagsen, dog ingen så store og helt igennem fantastiske som i Hamburg. Men listen omfatter bl.a. Flensburg City triathlon, Jyske Bank Triathlon i Sønderborg, Kirke Hyllinge Plastikmand og Skjern Triathlon. Gennem min interesse for cykling og triathlon har jeg også mødt en af mine gode venner, som også går højt op i disse ting - han inviterede mig med til førnævnte tri i Kirke Hyllinge, og siden har vi også dystet i Flensburg og Hamburg. Og måske igen dette efterår i Videbæk - det ser jeg frem til. Som han selv har haft skrevet på hans hjemmeside - "Når udstyret langt overgår evnerne" - Et citat der - med skam at melde - stadig passer lidt for godt på mig... Men det skulle nu gerne snart ændre sig :) Når jeg ikke cykler det ganske danske land tyndt, bor jeg i Videbæk i Midtjylland sammen med min dejlige kæreste Helle, hendes søn Sebastian på 7 år, og ganske snart også Astrid, som vi regner med kommer til verden i løbet af den næste uges tid - det bliver heeeeeelt vildt!!! :) Jeg arbejder til daglig som cateringchauffør ved BC Catering, og i fritiden er jeg deltids brandmand ved Falck i Videbæk. Hold da op, det blive godt nok lidt længere end forventet, men sådan går det når jeg først får startet på det med cykler og tri ;)

1 kommentar:

  1. Hej Henrik
    Velkpmmen i bloggernes verden. Det er en fin blog, tillykke med den. Også et stort tillykke med lille Astrid.
    Glæder mig til at følge med i dit cykelliv her på bloggen.

    Hilsen mor

    SvarSlet