07 august, 2009

Vorgod-Barde Cykelløb

Ja, så har jeg været ude at køre mit første cykelløb i omkring 6-7 år: Vorgod-Barde cykelløbet, der er en del af Vorgod-Barde Sportsuge, der også bød på Vorgod-Barde Løbet, hvor jeg havde sat min svigerfar stævne på den korte distance på 4,1km. Jeg endte med tiden 00:19:42, så det er jeg meget tilfreds med :) Men tilbage til det, det handler om - Cykelløbet. Det løb af stablen i går aftes 18.30, og var nær endt i aflysning fra min side, pga et hav af faktorer, såsom længere arbejdstid end forventet, en bus der ikke kørte, der resulterede i let stress og glemte cykelsko m.v. Men jeg nåede det hele, og blev meldt til løbet ca. 30 sekunder før start ;-) 152 cykelryttere, fordelt på "hyggeturen" og "Tempoturen" stod klar ved Vorgod Skole, og blev sendt afsted med Master de første ca. 10 km, hvorefter løbet blev givet frit. Turen var på 59km, altså en ganske overkommelig lige tur - medmindre man - som mig - ikke har siddet på en cykel den sidste måned........ Men jeg havde sat mig det mål, at jeg ville rundt med 30 i snit, så jeg vidste jeg havde en chance for at nå mit mål. Der blev lagt rigtig hårdt ud, og allerede efter 3-4 km var feltet delt i tre. De forreste kørte 45-50 km/t, så jeg faldt tilbage til gruppe 2, der lå med med anstændige 35-40 km/t. Vi var godt 12-13 ryttere i gruppen, så det gik let. Som løbet skred frem og gruppen hentede flere smågrupper, der var faldet fra førergruppen, endte vi på omkring 25-30 ryttere. Jeg holdt mig bagest i feltet, da der var mange pludselige temposkift og flere gange var vi ved at smadre sammen. Men ellers kørte vi fint, og øgede langsomt farten til 40+ km/t. Et par gange undervejs måtte jeg dog indkassere straffen for at lægge for hårdt ud, og bruge en masse energi på at lukke huller op til gruppen. Vinden var en væsentlig faktor, især da ruten var meget åben mange steder, og med en del små hidsige stigninger, måtte jeg med ca 10 km igen, se mig sat sammen med 2-3 andre. Vi prøvede så at køre resten af turen sammen, men det viste sig at jeg trods alt havde lidt mere tilbage i de løbe-ømme ben end de andre, så med 5 km igen sagde jeg farvel til dem og trak afsted over de sidste (på det tidspunkt GRUMME) stigninger og kunne så endelig trille over stregen i tiden 1:44:15 med et snit på 34 km/t. Jeg var MEGET tilfreds ;-) Selve løbet var utrolig veltilrettelagt, selvom det kom noget bag på arrangøren at der stillede så mange til start. Hjemmeværnet var ude og dirigere trafik på de største veje, og ude på de små veje var der løbsofficials ved alle kryds og sving, der tydeligt viste vej og standsede trafikken. Alle skarpe sving var fejet fri for sten og grus, og der var tydeligt skiltet af med pile osv. Alt i alt et supergodt lille cykelløb, som jeg kun kan anbefale!! Jeg havde i hvert fald en rigtig god oplevelse ud af det, selvom jeg var rigtig træt af at skulle op klokken 4 næste morgen for at tage på arbejde... Når det løb nu er overstået, bliver næste projekt at få sat lidt system i løbe- og cykeltræningen over den næste måneds tid, så jeg kan være klar til Videbæk Triathlon.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar