...jeg er her endnu... sådan da...

Yes!! Jeg overlevede - meeeeen... det holdt hårdt til sidst. Meget kan man sige, men bakkerne i Vejle og omegn skal ikke undervurderes!!! (og man skal nok heller ikke forsøge at forcere dem som sæsonopstart efter en vinter hvor man nærmest ikke har trænet...) Så nu sidder jeg her i bagklogskabens klare lys :) Men det var hyggeligt, interessant og så absolut hårdt! Vi startede med en nedkørsel ad Munkebjerg - ikke videre fornøjeligt, da jeg ikke er god til nedkørsler. Men vi kom ned, og bevægede os så i stiv modvind ind mod Vejle. Op mod Vejle Nord, gik det uden problemer med vinden i ryggen, og videre ud mod Askebjerg - og så skete det... een ad mine meget meget få (7-9-13) punkteringer efter glasskår og flere rummeter sand spredt ud over cykelstien i et sving... Nedkørslen mod Askebjerg gik - ligesom Munkebjerg - i et ganske roligt tempo, for der lå også en del sand. Selvom vi begge var af dne holdning at vi ikke kunne lide at køre nedad, var min far alligevel noget mere frygtløs end undertegnede - i hvert fald lå han forrest på samtlige nedkørsler på turen. Askebjerg lå nu fåran os, og vi skulle jo op, så... Det gik også rigtig godt, en kort og rigtig hidsig stigning, hvor man skal sørge for at vælge gear INDEN man begynder opstigningen - det havde jeg så ikke fået gjort....... Tilbage mod Vejle trak virkelig tænder ud; Vinden var ubarmhjertig og kostede mange kræfter - det gav sig til kende senere... Nedkørslen fra Vejle Nord, gik fint - god bred cykelsti, skønt! Så gik turen ud ad Ibæk Strandvej - i dejlig medvind, men den tidligere modvind var begyndt at komme til udtryk gennem "krampe-advarsler" fra mine lår. Men bilen holdt på toppen af Munkebjerg, så der var kun een vej frem... opad! Vi valgte begge at tage stigningen i "Panik-gearet", for tempoet var ligegyldigt, vi skulle bare klare den op. Og alligevel... efter en lang kamp op ad Munkebjerg, med krampe i begge lår, og højlydte ordrer til mig selv om at fortsætte, måtte jeg til sidst kaste håndklædet i ringen og køre ud i rabatten og stå og lade lårene krampe af... 100 fucking meter fra toppen.....!!! Min far måtte også give op, lidt længere nede, så vi måtte sluge hver vores kamel og gå de sidste meter til toppen... Vel ankommet på toppen, trillede vi de sidste par hundrede meter til vores biler, hvor den stod på kaffe, sodavand og lidt mad. Slet ingen skidt måde at afslutte sådna en tur på :) Alt i alt, var min debut på Munkebjerg og Askebjerg rigtig god, på trods af fiaskoen til sidst. Som udpræget konkurrencemenneske skal der virkelig sluges både kameler og dromedarer i en sådan situation... :-/ Men jeg vender tilbage til Munkebjerg - for op, det VIL jeg!