Som evt. faste læsere måske har bidt mærke i henover foråret, så har det haltet gevaldigt med løbetræningen... mildt sagt. Bevares, jeg har da løbetrænet mere, oftere og længere end nogensinde før, men det blev aldrig helt så meget som jeg havde håbet, trods en enorm støtte og support fra min elskede Helle :)
Så det var da med nogen spænding i systemet da jeg pakkede det meste af familien i bilen og kørte østpå på løbsdagen. Vi var i god tid - heldigvis - for vi (læs: jeg, red.) missede et af skiltene mod parkeringsarealerne, og havnede i downtown Middelfart med under halvanden time til start... Omsider fik vi bilen manøvreret ud til Middelfarthallerne, og begav os ind mod centrum og startområdet - sommerfuglene svirrede grundigt rundt i maven....
Startområdet var fyldt med tusinder af mennesker - glade, forventningsfulde, spændte.
Solen bragede ned fra en nærmest skyfri himmel og temperaturen lå på den pæne side af 20 grader. SKØNT VEJR!
Vi lokaliserede mine forældre, og min far og jeg gjorde os klar med startnumre, væskebælter osv. mens Team Lundsgaards Cheersquad gjorde klar med team t-shirts, pep-talk og positiv energi :)
Med ca. et kvarter til start, stillede min far og jeg os klar sammen med de tusinder andre løbere. Det var et meget langt kvarter.
AND THEEERE THEY GOOOOOOOOOOO.....!!
Starten gik, og små 5 minutter senere var feltets bevægelse nået ned til os, så vi kunne sætte afsted mod 21,1 km.
Selve løbetúren vil jeg ikke som sådan gå i detaljer med, da det mest gik(..) ud på een ting - løb. Løb og bliv ved med at løbe!
Det var en fed fornemmelse at deltage i et så stort sportsarrangement - det mindede mig om Hamburg Triathlon for år tilbage.
På intet tidspunkt af turen løb man alene - der var altid masser af løbere - 11.000 deltagere!
Da vi nåede tilbage til Fyn, og rundede 16km begyndte varmen og solen at sætte sine spor, og løberne begyndte at falde som fluer!!! De sidste 4 km var egentlig ret skræmmende, for der lå dehydrerede og forkomne løbere nærmest side om side i begge sider af vejen, og samaritter, ambulancer og læger havde bestemt rigeligt at se til. Inde i Middelfart lå der endda en løber omgivet af akutlæger med defibrillatoren pakket ud.....!!!
Men trods 2 missede væskedepoter holdt jeg hele turen hjem og kunne efter lidt over to timer dreje ind på opløbsstrækningen.
Det var vidlt!! Og jeg var nærmest helt høj af oplevelsen. Overskuddet var nærmest skræmmende...
Jeg fandt om til familien og efter knus, kys og skulderklap gjorde vi klar til at modtage min far.
Og også han fik en ordentlig omgang hep, da han passerede os, inden han krydsede stregen!
Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle gennemføre et halvmarathon - eller noget længere end 5-6 km løb, egentlig.
Havde nogen fortalt mig for halvandet år siden at jeg skulle gennemføre et halvmarathon, havde jeg troet vedkommende ´havde rotter på loftet...
Men ikke desto mindre var det præcis det der var sket.
Og jeg er SÅ klar til at gøre det igen! :D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar