15 september, 2009
Sæsonen 2009
14 september, 2009
Videbæk Triathlon 2009
Efter et hurtigt skift - der kunne have været en del hurtigere, havde det ikke været for en pokkers genstridig sikkerhedsnål - gik det i fuld galop op ad græsbakken til cykelstien.
Da jeg nåede op, og satte mig på cyklen, kunne jeg høre fra højttalervognen at jeg var første mand på cyklen - det havde jeg slet ikke bemærket, men for pokker det giver lige et ekstra boost selvtillid :)
Cykelturen gik også fint - vi var to fra cykelholdet, der fulgtes den første halvdel af turen, indtil jeg var fumlefingret og tabte min nyindkøbte Bontrager-flaske, som jeg var nødt til at samle op. Det kostede lidt ærgelig tid, og min makker var naturligvis over alle bjerge (ja, sådan nogle var der også...) Jeg ramte skiftezonen med et snit på 32,7, som nr. 2 og hastede ned til min plads og fik et godt hurtigt skift til løbeturen. Løbeturen gik ikke helt som håbet - men helt som forventet... Den første km, var benene noget stive, og jeg kunne tydeligt mærke at løbetræningen havde haltet gevaldigt. Men efter første forplejningspost og et par tilråb fra vejviseren fandt jeg endelig rytmen, og så gik(løb) det derudaf.
Jeg kom i mål i tiden 01:05:26 - en tid jeg er ovenud tilfreds med - jeg havde sat mig målet at gennemføre på under 01:20:00.
PÅ trods af den manglende træning forud for løbet, kan jeg trods alt mærke at jeg har fået væsentlig flere km i benene i år i forhold til tidligere, og min grundform lader også til at være bedre end den har været før.
I tidligere løb har jeg døjet meget med krampende lægge og lår, og har været nød til at gå en del af løberuten, men det er heldigvis et overstået kapitel.
Videbæk Triathlon har vist sig at være utrolig godt tilrettelagt, og der har ikke været noget at sætte fingeren på. Skiltning på både cykel- og løberute var upåklagelig, og alt i alt kan jeg kun anbefale at deltage når løbet vender tilbage til næste år. Be there!!! :)